Almindelige betingelser mellem ejer og formidler for udlejning af feriebolig. Nedenstående aftale om udlejning af feriebolig er indgået på følgende vilkår:
Feriehus Udlejning I/S forpligtelser:
1.
Formidleren er forpligtet til at udleje ferieboligen mest muligt, inden for de rammer efterspørgsel, husets kvalitet og lejens størrelse muliggør. Formidleren påtager sig intet ansvar for, hvor lang en periode ferieboligen kan udlejes.
2.
Formidlerens provision, der tillægges den aftalte leje, er ejeren uvedkommende. Størrelsen heraf fastsættes alene af formidleren. Ejeren bliver afregnet via direkte bankoverførsel mindst 2 gange om måneden. Forbrug samt eventuelle mellemregninger med ejer afregnes samtidigt men bagud for den forgangne afregningsperiode. Alle indgåede lejemål forfalder til afregning 4 uger før lejemålets begyndelse, dog tidligst når betaling er sket til Feriehus Udlejning I/S (accept). Kortfristede lejemål (0-4 uger før lejestart) forfalder til betaling ved førstkommende afregning dog skal betaling (accept) være modtaget hos Feriehus Udlejning I/S.
3.
Såfremt ejer får private henvendelser om leje af ferieboligen skal udlejningen ske gennem Feriehus Udlejning I/S. Formidler accepterer gerne, at huset bliver udlånt til familie og venner. Såfremt huset udlejes til andre end familie eller venner uden formidlers accept, kan formidler kræve erstatning for tabt provision.
4.
Feriehus Udlejning I/S kan ikke gøres ansvarlig for skader, tyveri, hærværk, bortkomst og lign., som måtte opstå under udlejningsperioden. Dog har lejer erstatningspligt for nævnte iflg. lejebevis med Feriehus Udlejning I/S. Formidler vil være behjælpelig i alle erstatningssager.
Ejerens forpligtelser:
5.
Udlejningsaftalen med Feriehus Udlejning I/S skal i enhver henseende respekteres, såvel af nuværende ejer, som af ny ejer. Såfremt huset sælges, skal ny ejer respektere de udlejninger, der er på salgstidspunktet, men kan stilles fri for yderligere udlejning.
6.
Ejeren er forpligtet til at acceptere de lejemål, som formidleren på ejerens vegne har indgået.
7.
Ferieboligen skal nøje svare til den afgivne beskrivelse samt være velholdt, istandsat og hovedrengjort ved begyndelsen af første lejemål. Ferieboligen SKAL herefter kontrolleres efter hvert lejemål. Den lejede feriebolig skal være rengjort og stilles til disposition i god og brugbar stand ved hvert lejemåls begyndelse. Hvis ejer har valgt ikke at benytte sig af Feriehus Udlejning I/S lejeskiftekontrol – skal ejer selv sørge for at den lejede feriebolig er rengjort og stilles til disposition i god og brugbar stand ved hvert lejemåls begyndelse. Evt. ekstra rengøring samt evt. skader SKAL meddeles Feriehus Udlejning I/S senest 24 timer efter lejemålets afslutning. Ved senere an-meldelser kan Feriehus Udlejning I/S ikke være behjælpelig med krav over for skadevolderen. Ferieboligen skal være fuldt møbleret, ligesom der skal forefindes et tilstrækkeligt antal have- og udemøbler til lejernes disposition. Ejeren er til enhver tid under lejeperioden forpligtet til at sørge for, at det udlejede, herunder også møbler, inventar og service er i god og brugbar stand, og at alle installationer fungerer tilfredsstillende. Såfremt der under gæsternes ophold i ferieboligen måtte opstå forhold, som kræver øjeblikkelig afhjælpning, er ejeren forpligtet til at drage omsorg for at dette sker. Kan formidleren ikke komme i kontakt med ejeren, er formidleren bemyndiget til for ejerens regning at bestille det nødvendige arbejde udført. Vælger formidleren, at anvende eget personale til udførelse af det nødvendige arbejde, er formidleren berettiget til at opkræve et vederlag herfor hos ejeren.
8.
Ejeren er forpligtet til at have ferieboligen forsikret med sædvanlig hus- og rundejerforsikring. Det er alene ejerens risiko, at der er den nødvendige forsikring til ækning af husejeransvar, brandskade, tyveri, storm- og vandskade m.v.
9.
I ferieboligen skal der være mindst en dyne og en hovedpude pr. soveplads. Lejeren skal selv medbringe sengelinned. I køkkenet skal der til enhver tid være service til mindst det antal personer, der er soveplads til. Der skal tillige være køkkenudstyr til en almindelig normal husholdning, herunder rengøringsrekvisitter.
10.
Ejeren er gjort bekendt med, at lejeren har ret til afbestilling efter de i lejebevisets fastsatte bestemmelser. Afbestilling efter nævnte bestemmelser er ejeren uvedkommende, idet ejeren ved afbestilling 1-59 dage før ankomst i så fald opnår den aftalte leje fra Feriehus Udlejning I/S mod at Feriehus Udlejning I/S har ret til at udleje ferieboligen til anden side. Ejers egen benyttelse af afbudsuger fratrækkes ved førstkommende afregning.
11.
Ejer er gjort bekendt med 39-ugers reglen.
12.
Nærværende kontrakt er fortløbende, men kan opsiges af begge parter før 30.06 for det efterfølgende år kontraktår. Evt. opsigelse skal ske pr. brev og er først gældende når den skriftligt er bekræftet af Feriehus Udlejning I/S.
Lovvalg og værneting:
13.
Nærværende aftale er underlagt dansk ret. Som værneting er aftalt retten i Ringkøbing.